Vi kender ikke nogen videnskabelig betegnelse for fænomenet, men der er jo et kort der falder før korthuset gør det. Vi kalder den person, som først mærker at noget er galt "Seismografen".
Der er en hel del videnskab, som dokumenterer, at personer, som rammes af stress, er mennesker, som ved meget og har følelser med i arbejdet. En ansat, der som den første finder ud af, eller mærker at noget er helt galt, vil ofte møde modstand imod forandring, især når denne viden ikke lige passer ind i den politiske agenda på en arbejdsplads. I stedet må denne gå rundt i usikkerhed med denne viden.
Eksempler på disse Seismografer er:
Vidensmedarbejderen, som opdager at budgettet ikke kan holdes.
Læreren, som kan mærke, at der foregår mobning på skolen, men det fejes væk af ledelsen af hensyn til skolens image.
Sygeplejersken, som møder de syge hver dag, og hun ser dem i øjnene, men hun kan intet stille op. Hun sender dem hjem for tidligt, da chefens tal i hans excel sheet, skal jo passe overens med de fastsatte KPIer.
Socialrådgiveren, hvis faglighed kompromiteres når hun ved, at hun burde give Keld førtidspension, men på grund af nogle guidelines sender hun staklen ud i hård arbejdsprøvning.
Ovenstående er de ansatte som først mærker de små rystelser, og registrerer at noget er galt. Nogle kolleger og chefer mærker de store rystelser, når der ingen vej er tilbage. Det er Empatisternes påstand, at når de fintføldlende og vidende ansatte er væk fra organisationerne, så rammes organisationerne af større rystelser en de ellers ville være ramt af. De kunnet have lyttet, i stedet er der flere som bukker under med stress.
Er du leder eller virksomhedsejer så stil dig selv følgende spørgsmål: "Hvad sker der når din seismograf i afdelingen forsvinder, og du mærker først rystelserne, når de bliver voldsomme?". Det er måske sket? Reagerede du hurtigt nok?
Når man er i den process, hvor man gradvist bliver stressramt, så bliver man stille og roligt tonedøv over for de signaler, som kroppen og omverdenen sender til en. Man glemmer, hvad der er sundt, normalt og rimeligt. Man glemmer, hvor godt man kan have det. Man kan sige, at man har skadet ens egen seismograf. På samme måde kan man sige, at en arbejdsplads kan blive stressrramt, når det, som burde være normalt, ikke længere er det. Når målene bliver umulige, når de ansatte skal være online døgnet rundt og hvor det er politisk ukorrekt at kritisere det urimelige. Man kan sige, at både den ansatte og arbejdspladsen mister sin indre seismograf. Og dermed bliver begge mindre bevidste og agile og derfor på et tidspunkt mere sårbare i stedet for robuste, som de ellers begge lader som om de er.